Forbrugerklagenævnets afgørelse om tilbagebetalingsgaranti ved køb

I sommeren 1991 gennemførte en række butikskæder en kampagne, der tilbød en tilbagebetalingsgaranti på køb efter 10 år. Forbrugerne modtog en ansøgningsformular, hvis vilkår for tilbagebetaling fremgik af bagsiden og af det efterfølgende udstedte garanticertifikat. Disse vilkår specificerede, at forbrugerne 10 år senere skulle indsende garanticertifikatet sammen med den originale købsnota. Det fremgik desuden, at garanticertifikatet var personligt, ikke kunne overdrages eller arves, og at der kun måtte indsendes én ansøgningsformular pr. husstand. Endelig var der en nærmere angivet periode for indsendelse af certifikatet.

Da forbrugerne indsendte deres krav 10 år senere, opstod der forskellige juridiske problemstillinger. Nogle butikskæder afviste krav baseret på juridiske redegørelser udarbejdet af professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen. Disse afvisninger førte til, at forbrugerne indbragte sagerne for Forbrugerklagenævnet.

Nævnet anerkendte, at der var tale om aftaler af en særlig beskaffenhed, og udtalte generelt, at garanticertifikaterne skulle fortolkes efter de samme principper, som anvendes ved fortolkning af aftalevilkår i forbrugerforhold. Nævnet var enig i, at transaktionen var et slags "spil" mellem garantistilleren og forbrugeren, hvor det var kendeligt for forbrugeren, at visse kerneforpligtelser skulle efterleves for at gøre garantien gældende. Det blev også understreget, at de enkelte aftalevilkår skulle være så klart udtrykt, at forbrugeren ikke kunne være i tvivl om "spillets" regler.

Forbrugerklagenævnet traf afgørelse i flere sager vedrørende tilbagebetalingsgarantien, hvor forskellige årsager til afvisning af krav blev behandlet:

Overdragelse af garanticertifikatet

En hyppig årsag til afvisning var, at den person, der indsendte garanticertifikatet, ikke var identisk med den oprindelige rettighedshaver. Dette omfattede tilfælde af arv, gave eller overtagelse i forbindelse med skilsmisse. Selvom ansøgningsformularen og garanticertifikatet angav, at certifikatet var personligt og uoverdrageligt, fandt nævnet en undtagelse for "medkøbende" ægtefæller eller samlevere. Nævnet lagde vægt på, at kampagnen rettede sig mod husstanden (én ansøgningsformular pr. husstand) og angik produkter, der typisk købes og benyttes i fællesskab. Det var nævnets vurdering, at kampagnen var egnet til at give ægtefæller/samlevere det indtryk, at underskriveren tegnede husstanden. Derfor fandt nævnet, at indløsning ikke kunne nægtes en "medkøbende" ægtefælle eller samlever, hvis denne kunne dokumentere at have været tilmeldt samme adresse som den berettigede på købstidspunktet. Dette gjaldt også for fraskilte eller fraseparerede ægtefæller.

Indsendelse af flere garanticertifikater

En anden afvisningsgrund var, at forbrugere havde indsendt flere ansøgningsformularer og fået udstedt flere garanticertifikater i strid med vilkåret om kun én ansøgningsformular pr. husstand. Nævnet fandt, at vilkåret var klart, og at forbrugeren ikke var berettiget til at indsende mere end én formular. Dog fandt nævnet, at konsekvensen af overtrædelsen – fortabelse af alle krav – ikke fremgik klart af aftalevilkårene eller markedsføringsmaterialet. Nævnet mente, at det ikke havde været forventeligt, at indsendelse af en yderligere ansøgningsformular ville medføre, at et tidligere udstedt garanticertifikat mistede sin retsvirkning. Derfor fandt nævnet, at den erhvervsdrivende var uberettiget til at afvise kravet vedrørende det køb, der var omfattet af den først indgivne ansøgningsformular og det tilhørende garanticertifikat.

Krav om originalnota

Nogle forbrugere fik afvist deres krav, fordi de ikke længere var i besiddelse af den originale købsnota, som skulle indsendes sammen med garanticertifikatet. Selvom enkelte indsendte kopier, gennemslag eller følgesedler, fandt nævnet, at kravet om originalnota var en kerneforpligtelse, der var klart tilkendegivet over for forbrugeren. Nævnet vurderede, at hverken et gennemslag eller en kopi af en følgeseddel kunne sidestilles med en originalnota/faktura. Da vilkåret var klart og tydeligt, og forbrugeren havde haft mulighed for at efterleve det, og endda havde fået en fristforlængelse uden at kunne fremskaffe originalen, fandt nævnet, at forbrugeren havde fortabt sin ret.

Krav om rettidig indsendelse af garanticertifikatet

Endelig blev nogle krav afvist, fordi værdibeviset var indsendt for tidligt i forhold til den angivne periode (1. november til 31. december 2001). Nævnet var enig i, at vilkåret om indsendelsesperiode var tydeligt, og at for tidligt indsendte krav som udgangspunkt skulle afvises. Dog henviste nævnet til almindelige obligationsretlige principper om, at aftaleparter er forpligtet til at optræde hensynsfuldt over for hinanden. Nævnet fandt, at den erhvervsdrivende ikke blot kunne beholde originale værdibeviser, der var indsendt i meget god tid inden fristens begyndelse, da dette afskar forbrugerne fra at rette deres fejltagelse. Den erhvervsdrivende burde have returneret sådanne værdibeviser eller nægtet modtagelsen. Da forbrugerens værdibevis var indsendt ca. 1,5 måned for tidligt og burde have været returneret, og da forbrugeren herefter måtte antages at ville have opfyldt betingelserne, fandt nævnet, at den erhvervsdrivende ikke var berettiget til at afvise kravet om tilbagebetaling.